Sidevisninger i alt

Søg i denne blog

fredag den 26. februar 2010

Åh hvilken fuldendt dag!

Gustaf, min svenske kiropraktor, fik mig brækket tilstrækkeligt rundt i torsdags til, at jeg rent faktisk kan bevæge mig rundt uden at ligne en kone på 80! Han 'brokker' sig i øvrigt gevaldigt over, at jeg er så smidig, for det det er svært for ham at holde styr på mine lemmer, der gerne vil fortsætte ud over briksen. Vi ligner derfor en bedre brydekamp, når han med knæene forsøger at holde mine ben fast samtidig med at én arm fastlåser mine arme, og den anden forsøger at vride min ryg og hofte på plads. LOL!

Jeg er stadig øm, men efter 14 dage med humpen og jag af smerter er det fantastisk at kunne lave bare LIDT igen. Typisk mig går jeg så en anelse over gevind, og beslutter mig for at gulve skal støvsuges og vaskes, 14 dages tøjvask skal lægges sammen og på plads, der skal skiftes sengetøj, tømmes en flyttekasse med badeværelsesting og så i øvrigt sættes lidt skik på bunkerne af stof til syprojekter. HOST: Dét kunne så efterfølgende mærkes i kroppen. Men alt i alt var det anstrengelserne værd. Nu er mit hjem pludselig nogenlunde præsentabelt og rent, og jeg kunne med god samvittighed invitere en kær veninde til frokost i dag. Oscar blev hjemme fra dagpleje og hyggede hele formiddagen med mor her. Min veninde ankom med en stor buket tulipaner, der bringer forår og stemning ind i det lille hjem, og hendes lille datter og Oscar legede fortrinligt sammen.
Jeg havde syet en lille sommertunika til den brunlokkede 1-årige lækkermås, og var spændt på modtagelsen, da moderen har en forkærlighed for Katvig/Ej Sikke Lej og andre skønne mærker. Og da min veninde er en bramfri afrikaner, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville få det at vide, hvis den ikke faldt i moderens smag. (Og det er jo egentlig herligt befriende!) Derfor er det også ekstra skønt, når man kan se ægte glæde og begejstring over noget man selv har nørklet sammen.
Oscar nægtede kategorisk at være træt og skulle sove til middag, mens de var på besøg, så først da vi havde vinket farvel, kunne jeg lokke ham ind på sofaen, hvor vi tog en velfortjent 'morfar' sammen.
Han var i solstrålehumør lige til puttetid, og da han først var lagt i seng besluttede jeg mig til, at NU skulle vores nye badeværelse altså indvies. Godt nok mangler der stadig at blive malet lidt kanter hist og pist, og lidt hylder og overskabe skal også sættes op.... men med varme i gulvet, spots dæmpet til et minimum, lys i et par fyrfadsstager og en lille kegle jasmin-røgelse i vindueskarmen kunne jeg lade min ømme krop glide ned i det varme, lindrende badevand og ligge og se flammerne få orkideen til at kaste skygger mod den matterede rude. ÅH FOR EN SAGLIG AFSLUTNING PÅ EN DEJLIG DAG!

1 kommentar: