Var der ikke noget om, at jeg varslede at jeg ville fortælle om mindstemandens NOGET pludselige ankomst til denne verden?
Her kommer så: Gør-Det-Selv-Gittes Fødselsberetning. Den lange udgave af en MEGET kort affære
...eller når DIY tager overhånd!
I april sidste år købte vi et 70’er hus, der skulle totalrenoveres fra kælder til tag. Et af de sidste punkter på fornyelseslisten var badeværelset, og da jeg sidste sommer stod med en positiv graviditetstest blev vitsen, at så havde min mand da en deadline, for da jeg fødte Oscar, tilbragte jeg tiden med veer siddende på toilettet med tynd mave og Konge-kabale på mobilen. Dengang tog hele fødselsforløbet 4,5 time fra start til slut, så hvis dét med at det går hurtigere anden gang holder stik, så måtte badeværelset hellere stå klar, for han risikerede jo at blive født dér. Ja: ”HA, HA!”
Fredag den 9.4 (5 dage før termin) bruger jeg det meste af dagen på at få færdiggjort et nyt voksibetræk til voksiposen. Den ligger klar lidt over midnat, og i min kreatråd på
kreatråd på Babyxplore opdaterer jeg med, at voksien er færdig, men at det altså er for mørkt til at tage billeder. Kommenterer også at nu skal det nok liiige passe, at jeg føder om natten nu hvor den endelig er færdig.
Det gør jeg dog ikke, men da jeg står op lørdag morgen føler jeg mig enormt tung, træt, med småkvalme og småfryser. Tænker, at jeg jo også er kommet lidt sent i seng, og at strabadserne med at kravle rundt på gulvet og få alle delene til voksien på plads måske ikke var det smarteste at bruge en hel aften på i min tilstand. Jeg går ud i køkkenet hvor min mand og vores søn sidder og er i gang med morgenmaden, og siger til min mand, at hvis Gustav i maven snart stiller sig lavere, så falder han sgu ud af sig selv, når jeg begynder at få udvidelsesveer!
Vi spiser morgenmad sammen og sætter os ind i sofaen for at se morgen-tegnefilm med vores ’store’ dreng. Jeg synes jeg får nogle små trækninger, lidt som menssmerter kl. 7.15 og siger til min mand, at jeg ikke rigtig ved om jeg bare har overanstrengt mig eller om der er noget under opsejling. I hvert fald vil jeg lige lave mig et varmt karbad og se om varmen fra vandet får det til at forsvinde eller om det bliver til mere. Jeg nyder det varme vand og mens-smerterne (for mere føles det vitterligt ikke som) kommer og går. Hver ’krampe’ varer ca. 8 dybe langsomme vejrtrækninger, men er altså ikke specielt meget andet end en murren der trækker lidt om i lænden og ned ad lårene. Jeg har vel ligget der i et kvarter, da min mand kommer ud for at give Oscar en ren ble. Jeg siger til ham, at jeg altså tror at det godt kan være optakten, så jeg synes, han skal ringe til min mor og far, så vi ikke risikerer, at de tager på udflugt i det gode vejr. Min mand foreslår så, at han bare hører, om de ikke vil tage Oscar med det samme. HVIS der så sker noget, så er han afsat og han behøver ikke se mig få ondt. Det lyder jo fornuftigt, så kl. lidt i 8 tager de tøjet på, og kører hen til mormor og morfar, der kun bor 2 kilometer væk. Jeg står samtidig ud af badet, da jeg altså liiige skal på toilettet. Planen er at jeg vil tilbage i karret, så jeg sætter mig nøgen på brættet, griber min mobiltelefon og følgende besked til min veninde (7:53):
”Hmmmm....Det kan altså godt være at jeg bliver nødt til at aflyse vores brunch, for jeg har mens-lignende trækninger der kommer og går og begyndende diarré her fra kl. 7.15. Jeg tager lige et varmt bad og ser om det er falsk alarm.”
Et øjeblik efter gør denne murren pludselig en lidt mere ondt, og jeg opdager at jeg småbløder, så jeg sender en sms mere om, at nu bløder jeg, så hun er nu officielt brændt af. På dette tidspunkt er der jo kun gået 45 minutter, men jeg beslutter alligevel, at jeg da kan ringe til sygehuset og fortælle dem, at jeg tror jeg har veer, og eftersom jeg fødte så hurtigt sidste gang, vil jeg egentlig gerne ind til dem så snart min mand kommer tilbage. Jeg finder min vandrejournal, og sætter mig igen på toilettet og ringer roligt op.
Klokken er lidt over 8. Jeg får fødegangen i telefonen, og jeg fortæller, at jeg tror jeg har veer, er andengangsfødende, og at jeg altså fødte på 4,5 time sidste gang. Lige et øjeblik... de skal have fat i en anden der skal tale med mig. Jeg føler, at der går en evighed, inden hun kommer til telefonen, for jeg når at få to tætte veer mens jeg venter, og kan se at jeg bløder meget nu. Tænker desuden ved mig selv, at hun garanteret vil spørge hvor lang tid der er mellem veerne, og det har jeg jo slet ikke fået taget tid på, for har jo ikke haft ret mange.
Endelig er hun i røret og beder om mit CPR-nummer. Det får hun og ud af det blå får jeg pludselig den VILDESTE presseve! Dén fornemmelse kan jeg godt huske fra sidste gang, og er helt lamslået, for man går da ikke fra småmurren til presseveer på et splitsekund! Jordemoderen i røret lyder også temmelig chokeret og nærmest RÅBER: ”Du må ikke presse!”
Nej, nej... det ved jeg da godt, at jeg ikke må. Hun spørger hvor jeg er, og jeg kan fortælle hende at jeg sidder på toilettet og at min mand er i færd med at aflevere vores søn kun 2 kilometer væk.
”Så du er alene?” spørger hun. Det er jeg jo, men forsikrer hende om, at min mand er hjemme igen lige om lidt, så der er ikke noget at være nervøs for. Jeg kan hører at hun beordrer en eller anden ved siden af at LÆGGE PÅ, for hun skal bestille en ambulance NU, og råbe til en anden at hun skal slå min adresse op.
Jeg får en presseve i det samme, og kan huske at jeg tænker, at jeg nok ikke skal vente på, at én eller anden tilfældig SOSU assistent får mig slået op på krak eller computersystemet, så da veen er ovre skynder jeg mig at give jordemoderen min adresse. Hun siger at hun sender en vogn, og at jeg bare skal tage med min mand eller falckredderne - alt efter hvem der nu er hjemme først. Så spørger hun, om jeg har tegnblødning, og beder mig lægge en hånd mod mellemkødet og prøve at gispe og holde imod, når næste pressetrang kommer over mig. Det gør den mens hun taler, og jeg kan efterfølgende fortælle hende, at jeg nu sidder med slim, vand og blod i hele hånden og kan mærke at hovedet står LIGE indenfor åbningen. (Undskyld detaljerne!)Jordemoderen lyder helt stresset og siger, at jeg endelig bare skal blive siddende på toilettet – ikke lægge mig ned. Og hvis barnet skulle komme så må jeg bare hjælpe det op på min mave og huske at støtte hovedet. Om jeg kan nå et håndklæde fra hvor jeg sidder? Det kan jeg, og hun formaner mig igen om at jeg IKKE må presse.
”Det kan du sgu sagtens sige,” siger jeg tørt, og så kommer der endnu en presseve. Jeg kan mærke at hovedet kommer endnu længere ned og tænker, at jeg bare SÅ gerne ville ringe til min mand og bede ham skynde sig hjem, så han ikke går glip af sin anden søns fødsel.
”Jeg har altså bare SLET ikke lyst til at gøre dette her helt alene,” siger jeg til jordemoderen i telefonen, og hun siger at det kan hun godt forstå, men at jeg er super sej og at ambulancen er lige på trapperne. Så får jeg endnu en presseve, og hovedet kroner i min hånd. Jeg gisper det bedste jeg har lært, og jordemoderen jubler: ”JA... DET ER RIGTIGT. GISPE! IKKE PRESSE!”
Kan huske at jeg tænker, ”Ja bare vent søster lystig. På den næste presser jeg sgu til, for det gør BARE ondt når hovedet står i spænd lige dér!” Og den næste presseve kommer nærmest med det samme, hvor jeg bare giver los, mens hun i den anden ende gentager: ”IKKE PRESSE!”
Da veen er overstået siger jeg ”Hovedet er ude” til jordemoderen, og lægger med højre hånd telefonen fra mig på vasken mens jeg støtter Gustavs hoved med venstre hånd. Jeg kan høre en lille lyd dernede fra, så jeg ved der er luft igennem. Gør mig klar til at hjælpe resten af kroppen ud og op på min mave i næste presseve, og det gør jeg. Er temmelig fokuseret på at få armen GODT ind under kroppen, for jeg skal ikke nyde noget af at tabe min baby i toilettet! ;-)
Samler mit håndklæde op fra gulvet og svøber det om ham, samtidig med at jeg puster ham i ansigtet, for at få ham til at tage et ordentligt åndedrag, hvilket han også gør. Så tjekker jeg at der ikke er slim i munden, flytter navlestrengen væk fra skulderen, så den ikke står i spænd, og i det samme kommer min mand ind ad døren og kigger bestyrtet på mig der sidder dér – nøgen på toilettet med et spædbarn svøbt i et håndklæde. ”Jamen Gitte... har du FØDT?” Han lyder bare SÅ medlidende, og bestyrtet og ked af det. Og jeg synes, det er så synd for ham, at han gik glip af det, så jeg skynder mig at bedyre at det altså lige er sket. Gustav må jo nærmest være blevet født mens min mand gik op ad hovedtrappen. Jeg opdager, at min mand står og fumler febrilsk rundt med sin mobiltelefon, og det går op for mig, at han sikkert forsøger at finde nummeret til fødegangen.
”Der er en ambulance på vej og en jordemoder i telefonen,” husker jeg pludselig og får min mand til at tage min mobil fra håndvasken. Han kan så fortælle jordemoderen at mor og barn har det godt, og han får besked på at tage sig af mig, men ikke skal lægge på før Falckredderne når frem. Min mands opfattelse af den del går så ud på at snuppe kameraet og forevige situationen. Og lidt forfængelig er man vel, så jeg tænker at det da ikke bliver jordens mest flatterende billede, idet jeg jo lige var stået op, så det var med håret i knold og briller på næsen.
Der lyder et plump, og jeg siger til min mand, at jeg tror det var moderkagen der kom af sig selv dér. Og så ankommer ambulancen og redderne. De kommer ind med hele udstyret, men kan jo hurtigt konstatere, at jeg har klaret ærterne selv, så de finder klemmer frem og får klippet navlestrengen. (Deres klemmer ligner grangiveligt poselukkerne fra IKEA, så skulle der nogensinde blive en tredie fødsel for mig – eller hvis nogen derude vil gøre mig tricket efter, så er dette tip hermed givet videre. Klemmelukkerne fra IKEA vil kunne bruges til navlestrengen!)
Jeg bliver svøbt i noget termotæppe af en art, og lægger mig på båren med Gustav i armene. Imens tager én af falckredderne gummihandsker på og fisker moderkagen op af toilettet, da de nok gerne vil se den på hospitelet. Jeg har altid sagt, at jeg ikke gad hjemmefødsler, da det jo måtte være noget griseri i sengen, men kan hermed oplyse, at hvis man føder på toilettet, så er rengøringen stort set klaret med det store skyl! ;-)
Jeg havde valgt at føde midt i et vagtskifte, så der holdt faktisk hele 2 ambulancer med blå blink foran vores hus. Morgenfriske naboer har siden fortalt, at de var blevet ret bekymrede på vores vejne, men vi tog jo bare en rolig tur til Odense Universitets Hospital, hvor de havde susende travlt. Derfor fik min mand fornøjelsen af at agere assistent, da en jordemoder gav mig fire sting. Det var kun overfladiske småbristninger, hvilket vist er meget nådigt sluppet ved spontan hjemmefødsel. Så lå vi ellers dér på en fødestue og fordøjede at vi var blevet forældre. Vi fik ringet rundt til familien og fortalt historien, og min veninde, der havde nået at sende et par sms’er mens jeg fødte fik også beskeden. Hun sad midt i Bilkas Bistro med unger og brunch... og var ret glad for at jeg ikke var nået derud, så HUN i stedet var kommet til at agere fødselshjælper. (Jeg er nu også glad for at jeg ikke blev nødt til at føde i Bilkas Bistro!!!)
Mig og Gustav på fødestuen:
Efterfølgende fik jeg et døgn på Vuggen. Jeg er super glad for at jeg kunne få et døgn derovre, for hovedet skulle altså lige følge med og fatte, at jeg rent faktisk nu var mor til endnu en skøn og velskabt lille dreng. Mentalt havde jeg jo slet ikke nået at forberede mig, så at fortælle historien til et par sygeplejersker og lige ligge og kigge på min lille ’hurtig-karl’ var lige hvad jeg havde brug for.
Min lækkermås 5 dage gammel:
....se det blev da egentlig en RET lang beretning, om noget der gik RET stærkt! Og så er jeg dælme glad for at min mand havde fået badeværelset gjort færdigt, så jeg fødte i disse omgivelser:
I stedet for disse:
Opslag
